MORS HUSGERÅD                                                                                                                                                              (Optaget i Nederdammen 27)




Lillemor og mig vi var ude på Puggaardsminde til sådan en gang dansant 
og vi havde fået et par pilsner og siddet og hygget os derude
og der var et par bekendte - arkitekt Pedersen's datter og svigersøn 
de kom over og satte sig ved vores bord
vi var nogen stykker
så vi sad helt hen på aftenen - den gang lukkede man kl 12
Nå for søren, siger Gerda.
Så skulle man så rasle hjemad.
Den her her svigersøn var jo tjener på Hotel Dagmar
og så skulle vi jo hjem til ham 
og da vi kom hjem til ham - han boede helt ned for enden af (hvad er det det hedder?) 
Hundegade ... i Taters Hus, sidste på venstre hånd, et tre-etagers hus, og han boede 
aller øverst.
Vi kom derop, og jamen så skulle vi sandelig have noget at drikke fordi han var jo 
verdensmester, han var jo tjener, så der blev lukket op for noget mousserende vin. 
Så vi fik noget mousserende vin og det smagte ganske udmærket og når man har 
drukket sådan et par flasker af det, så var man sådan set godt i stand.
Så skulle vi så hjemad, og det var så helt i orden, heldigvis jeg havde min kone med, 
fordi jeg tog tre etager ned på røven.
Og så endte midt ude på Hundegade. (Karsten Larsen og Gerda griner). 
Så kom vi hjem og jeg blev lagt i seng. Næste morgen, så kom min moder ind
fordi jeg var jo ikke blandt besætning i forretning.
Så siger hun til mig, "Hvad er der galt med dig?"
Så siger jeg til hende, "Åh, jeg har det så skidt, mor, jeg har det så skidt."
"Hvad er der galt med dig, lille dreng?"
"Jeg véd det ikke, jeg har det sørenme skidt da."
Hun ku jo godt se hvad der var galt. 
"Det kan vi snart ordne," siger hun. 
Så fes hun ind til farvehandleren og hentede hun noget mineralsk terpentin. 
Så kom hun ind. "Du skal bare have en skefuld af det her her," siger hun så, "så er du kvik igen."
Det tog fanme heller ikke mere end en halv time, så var jeg ned i butikken.
Jeg fejlede ikke noget. Men jeg havde fanme opstød resten af dagen.
Det var en grim mor du havde, siger Karsten Larsen.
Nej, hun vidste bare hvad der skulle til.


BUTIKKENS HISTORIE


Min farfar han var skrædder. Til at begynde med da havde han skrædderforretning og tobaksforretning sammen. Til at begynde med da havde han skrædderforretning inde bagved, hvor der sad to svende inde på bordene derinde, og farfar selvfølgelig også, og farmor inde i forretningen (ud til gaden). Da manufakturforretningen* - her hvor vi står nu - blev lukket, så blev den ladet om til købmandsforretning.
Der var to købmænd. Den første kendte jeg ikke ... Noget af familien kom ind og hilste på mig mange mange år efter den tid.
Den anden købmand der kom til, det var Rød Bold som de kaldte ham, han var ret tørstig. Butikken gik jo kun hertil (Parmo peger på disken ved kasseapparatet) og en gang imellem så lå han bagved disken og var fuld. Det var før min tid. Så gik han jo på røven. Dengang var man så behjælpsom, så tog Kommunen sig af sådan nogen folk. Han blev ansat oppe på Kommunekontoret. På socialafdeling. Han var den eneste, der var der. Så kunne han jo fortsætte med at drikke. Det var oppe på Bispegade skole, ind igennem fra Hundgade, og der inde til venstre, inde i porten, der kom du ind på Kommunekontoret. Der var jo et par stykker der var ansat derinde på Kommunekontoret, og de holdte meget til over ved cigarhandler Nissen.** Der holdte de til i bagbutikken og sad og drak bajere hele dagen.
Rød Bold var jeg ikke i familie med. De kaldte ham det fordi han var rødhåret.
Min farmor overtog Tatolbutikken, (som så lukkede efter nogle år) og blev lavet om til købmandsforretning. (Hun drev den) kun i tretten-fjorten år, så overtog min far det. Det tror jeg var i 1933 han overtog. Han var ældste søn. Og hans bror overtog tobaksforretning inde ved siden af. Han døde jo ret tidlig, Torbens far, af kræft. Det var allerede der i 50erne eller 60erne.
Min farfar tog skrædderbutikken herom ned fra Sønderportsgade.




*Mange mindre byer i Danmark havde en butik under navnet SchouTatol, som solgte sæbe og personlig pleje, vaskepulver, opvaskebørster, perlekæder, håndtasker mmm. I 1927 var der ikke færre end 846 filialer rundt om i Danmark.
**Nu Strygejernet.


PARMO FORTÆLLER OM .... TORNADOEN I DUORODALEN


Det var på min vinudflugt. Der endte vi nede ved et stort vinfirma og dér skulle vi op se deres marker helt oppe på toppen af Duorodalen. Vi var rundt og kigge på de her her vinmarker og til sidst skulle sidde og have en par drinks ude på terrassen, hvor man kunne sidde og så kunne man kigge ud over hele Duorodalen. Der var en masse sving og bøjninger og så videre og så videre. Lige pludselig kommer tjeneren ud og siger, "Ja, nu skulle lige tage det stille og rolig og holde ved alt hvad der var løst på bordene, for nu kommer der en tornado." 
Så sidder vi der og så lige pludselig kommer der en tornado fisende dernedefra fra venstre side rundt om det første sving der og så kommer den hen forbi hvor vi sidder. Men vi sidder oven over tornadoen. Men altså de her her stole og bord og så videre de blev altså rykket, dem der ikke sad nogen på, ikke også. Der sad altså trods alt en 80 mennesker oppe på denne terrasse men det var fantastisk at se. Det tog lige tre sekunder så var den væk. Men se hvordan den så ud, altså... det var en tornado. I Duorodalen. Og der var man ædru.
Det var jo i 72, og de der vejforhold dernede i Portugal de var heller ikke for gode dengang.Vi kom i sådan i bus dér, jeg kan sgu ikke huske hvor mange mennesker vi var der rejste, men vi var i hvert fald 70, 80 mennesker. 
Hvem rejste I med?
Det var et vinfirma vi rejste med. Det var kun vinforhandler der var med dernede. Vi var tre unge mennesker og vi sad selvfølgelig helt nederst i den her her bus der, og når vi så skulle rundt om svinget så sad vi dér og kiggede 500 meter ned, ikke også. Der skulle man ikke lide af højdeskræk. Så var det heller ikke godt at have en brændert på. Det kan jeg godt fortælle dig. Det gjorde vi ikke den dag, da. Der havde vi ingen brændert på før vi kom i æ land da. For satan mand.
De der veje - der var ikke to busser der kunne komme forbi hinanden, jo. Så når du kom rundt om et sving, chaufføren dyttede på æ horn. Hvis der kom en bus den anden vej, så måtte han bakke tilbage. Hvem der havde forkørselsret, og så videre, det kender jeg ikke noget til. Men vi mødte da heldigvis ingen busser.
Var det portvin det hele?
Nej, det var sgu både portvin og rødvin. Men altså de der marker vi var op og se, de var både portvin og rødvin. Det er de samme druer, bare forskellige kvaliteter.
1972 - det var sidste gang du havde ferie, udenfor Danmark?
Jeg har heller ikke haft ferie her i Danmark,da. Hvorfor skulle jeg det? Det har jeg aldrig brugt. Jeg havde ferie nok i mine unge dage. Sådan er det bare. Jeg vil helst have det sådan at jeg kan se domkirken.


PARMO FORTÆLLER.......... OM LIVREDNINGEN

Der var en gang – men det er ikke et eventyr – men i min unge dage da sejlede vi meget på Vesterhavet. Det var en søndag, der var vi seks: der var
Thorvald Rosenmaj, Arne Falckredder, og Kriminel Ras og Niels Falby og så mig, undertegnet, og så med damer. Og vi var på en tur ude på Vesterhavet.
Hvem lagde skib til?
Det gjorde Niels Falby - han havde en dejlig båd. Dér kunne vi sidde.
Det var dengang man fik bajere og brændevin med jo. Dengang drak man ret meget når man sejlede derude.
Så var vi kommet derud omkring og vi havde fået frokost undervejs med bajere og brændevin og det hele var helt i orden. Så kom vi over på flakkerne. Og Thorvald Falckmand han skulle så vise pigerne et skibsvrag der lå nedgravet derom. De eneste der var ned på skibet det var så Niels Falby, Arne Falckmand og så mig. Jeg lå op på kahytten og tog solbad. Niels lå nede ved maskine som han plejede fordi dér var bajerne dernede.
Arne han sad og kiggede og Niels han sagde til Arne, "Nu er der fanme ikke noget med at spring i æ vand her, for det er dybt ad helvede til. Det går stejlt ned." Fordi vi var ude på den her flak hvor der strøm og så videre. Det var helt i orden, det havde han sagt til ham. På et eller andet tidspunkt så var vi jo dreven, og Arne skulle alligevel i vandet fordi han skulle op og se til konerne oppe på land. Så sprang han jo i æ vand og der var for langt ind til æ kant og der var dybt. 
Niels har hørt jo æ plask og så at han var sprunget i æ vand, den idiot. Lige pludselig råber han,
"Parmo spring, for helvede! Nu han er gået ned to gange...!"
Så måtte jeg springe i æ vand. Der var strøm ad helvede til jo. Men så fik jeg fat i ham og vi fik ham om bord, ikke også, og vi fik ham pumpet lidt. Så blev han lagt op på æ kahyt. Dér lå han æ rest af æ dag. Skiftevis fik han tæpper over sig og tæpper af. Han frøs, så havde det for varmt. Og pigerne kom tilbage med Falckredderen og Kriminel Ras og de ville høre hvad der var sket. Så siger jeg sådan og sådan. Så sidder de fik en kop kaffe og drak brændevin til. Jeg drikker ikke sådan noget, så jeg fk en bajer. Så Kriminel Ras og Thorvald Rosenmaj, der var Falck redder, de siger, så skulle jeg satnme indstilles til Carnegie Fond.
Fordi du reddede hans liv?
Ja og det var jo sådan set også ret rimelig. Så sidder jeg og spekulerer lidt. Så siger jeg, 
"Er I klar over hvad der er sket?"
"Ja - du sprang jo i vandet! Du reddede ham!"
"Ja - men hvem er vi sammen med og hvad har drukken undervejs? Hvis den der det kommer i æ avis," siger jeg, "det er ude på Falby-båd, så har det været i en brændert! Du kan tro den skal jeg sgu ikke være med til!" siger jeg så. "Det var pænt af Jer, men den skal jeg ikke være med til."
Men Arne begyndte at komme ud i svømmebadet om morgenen og fik lært at svømme.


Det var lige som Doktor Svith.
Svømmede han om morgenen?
Da var han jo fanme helt op omkring de 90 år, jo. Det var mens han boede ovre i huset hvor du bor.
Han havde været nede på Karen Blixens farm ...
Det er den gamle Doktor Svith?
Jo det er den gamle: Senior Svith. 
Der var swimmingpøl dernede. Og de andre han var sammen med dernede, de ville havde ham med i vandet. Men han kunne ikke svømme.
"Du har været spejder, og du har været med i Finlandskrigen, og alt, og så kan du ikke svømme?"
Nej, det kunne han ikke, da.
Det var han ikke så godt tilfreds med. Så da han kom hjem, så startede han med at komme ud i svømmebassin om morgenen og skulle lære at svømme. Og det var dengang bademesteren gik med den her stang ...
... med kanvasløkke
... ja, og det var dengang det var udendørs. 
Ud til åen?
Nej, der hvor svømmebadet er nu. Friluftsbadet.
Og det var dengang Skandinavisk Frederiksen – han var lige så gammel – når det rigtig var varmt, han var ikke andet end skind og ben, ... den gamle har du ikke kendt (Junior var også derhenne, jo) nå men ligemeget ved det ... Når det var rigtig sommer, så var han oppe på 3-metervippen, og se ham springe ud fra 3-metervippen, den fugleskræmsel, det var satnme en oplevelse. Det var fanme om at komme af æ vej, da.
Havde I strikket uldbadebukser?
Nej, vi havde ordentlige badebukser. Der var mange prominente gæster derude om morgenen. Der var Otto Olsen
...han er der endnu (Otto O døde i maj 2021.)
... jeg var også med i deres jubilæumsskrift derude, eller vi var, i familien, ikke.
Der var mange, der var Thorvald, Bøsse Beck, mange over fra Forsogscentret, det var dengang.
Friluftsbadet var et samlingssted.
Søndagen var det allerbedst, når man kom derud. Der kom som regel kun mandfolk, der var ingen familie med. Så kunne man få en bajere, sidde på terrassen og få en bajere derude. Bademester Nielsen havde sørget for at der var bajere derude.
Var der nogen der havde fødselsdag i badesæsonen, så var der morgenkaffe med brændevin. Sådan var det.
Sådan er det nu, jo.
Er det stadigvæk det?
Yes. De er meget opmærksomme på hinandens fødselsdage og een stiller med en pose med diverse snapse. Så får man en dram inden og måske to efter.
Det var sådan set en god idé. Bortset fra at jeg aldrig fik noget. 
Brændevin var ikke dig.
Jeg har ikke drukket brændevin efter Hasse Tranholms 30 års fødselsdag. Da fik jeg svenske snapse...
O.P.Andersson?
Nej, det var danske snapse, men det var i svenske glas - 6 cl glas. Og når man bliver ubehagelig og vil slås, så kan man lige så godt lade være med sådan noget pjat. Så holdt jeg op med det. Da jeg var i Canada, da drak jeg whisky. Det gjorde mig aldrig noget. Canadian Club Gold. Der var en guld, en imellem og så den hvide, det var den billigste. Sådan var det. 


Tak for historien, Parmo.